Høringssvar og andre officielle henvendelser
FOTO: Pixabay.com
HØRINGSSVAR
27.oktober 2020
Høringssvar vedr. udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven (Samtykke-baseret voldtægtsbestemmelse) fra Everyday Sexism Project Danmark (ESPD)
ESPD er en forening, der siden 2013 har haft til formål at indsamle oplevelser om, oplyse om og bekæmpe sexisme. Det bemærkes, at ESPD også sendte høringssvar til Straffelovrådets betænkning 1574/2020, og dette bedes angivet i Justitsministeriets bemærkninger under afsnittet om hørte organisationer.
OVERORDNET OM FORSLAGET TIL SAMTYKKEBASERET BESTEMMELSE
ESPD mener, at bestemmelsen om straf for voldtægt skal være baseret på, om der har foreligget samtykke, derfor er vi som udgangspunkt positive overfor lovforslaget.
Om samtykkets rækkevidde
Det vil blive tydeligere med en samtykkebestemmelse, at samtykke til én type sex ikke er ensbetydende med samtykke til andre typer sex. ESPD har modtaget mange oplevelser, der handler om overgreb, hvor det netop har været tilfældet at én type sex med samtykke senere er blevet til et overgreb, fx fordi seksualakten har udviklet sig voldeligt – det kan være, at der pludselig er taget kvælertag, eller at den ene part pludselig påbegynder anal penetration, hvor der kun har været samtykke til vaginal penetration. Derfor er det positivt, at det medtages i lovbemærkningerne, at ”hvor der undervejs udvises passivitet, og der derfor er anledning til at overveje rækkevidden af samtykket, f.eks. om samtykket kun gælder vaginalt samleje, men ikke analt samleje, eller om det kun gælder oralt seksuelt forhold, men ikke vaginalt samleje, vil der ligeledes skulle foretages en konkret og samlet vurdering af, om der af den konkrete situation og sammenhæng fremgår samtykke til de seksuelle forhold.” ESPD ønsker her en præcisering / tilføjelse så dette ikke kun kædes sammen med passivitet. Altså en tilføjelse om, at samtykke skal foreligge på tidspunktet for seksualakten, at samtykke til en type seksualakt ikke betyder samtykke til enhver form for seksualakt, og at et samtykke skal kunne tilbagekaldes verbalt eller non-verbalt på et hvilket som helst tidspunkt under seksualakten – aktivt eller ved passivitet.
Om samtykke og passivitet
Af lovbemærkningerne fremgår: ”Der vil – også ved total passivitet – efter en konkret og samlet vurdering kunne foreligge samtykke. Her vil det naturligt kunne indgå i vurderingen, om parterne tidligere har haft samleje gennemført med samtykke, der er foregået på samme måde, uden at der har været tale om indirekte trusler eller psykisk vold mv., eller om parterne ikke tidligere har haft nogen seksuel relation.”
ESPD ønsker dette afsnit slettet fra bemærkningerne. Det fremgår, at det naturligvis ikke gælder, hvis der har været tale om psykisk vold eller indirekte trusler, og at det ikke kan være samtykke, hvis forurettede har udvist tonisk immobilitet eller dissociation. Problemet er dog, at det vil være utroligt svært at bevise dette, da det ikke objektivt set efterlader spor.
Når vi kigger på den nugældende bestemmelse, så kan man allerede i dag lovligt have samleje ved brug af vold (såkaldt SMsex). Det betyder, at argumentet ”hun ville have det hårdt” benyttes som forsvar i sager med synlige fysiske skader. Der er i kommende sager med passivitet en meget nærliggende risiko for, at ovenstående afsnit i lovbemærkningerne vil blive brugt i alle sager om passivitet – ikke bare som understøttelse af manglende forsæt, men også som et direkte smuthul, fordi der åbnes for, at passivitet kan anses som samtykke. Det giver en meget uklar retstilstand, hvis anklagemyndighed og domstole skal forholde sig til et fortolkningselement, hvor passivitet i visse tilfælde kan anses som samtykke. Derudover forplumres begreberne ifht., at befolkningen skal kunne vide, hvad der kriminaliseres. Endelig gør det også opgaven sværere ifht den kulturændring, man ønsker, at lovændringen skal understøtte.
ESPD kan kun se afsnittet som en forlængelse af den problematisering, der er foretaget flere gange af Straffelovrådets flertal (herefter flertallet) i betænkningen, nemlig, at en samtykkebestemmelse vil kriminalisere noget, der er almindeligt seksuelt samvær, herunder fx: side 136: ”Passivitet vil således kunne være udtryk for et manglende samtykke, mens det er mere åbent, om passivitet er udtryk for ufrivillighed eller frivillighed. Som anført ovenfor kan en samtykkebaseret bestemmelse derfor efter flertallets opfattelse medføre en risiko for at kriminalisere en seksuel adfærd, som af mange vil blive anset som naturlig og sædvanlig i forbindelse med seksuelt samvær.” side 130: ”Det er i den forbindelse flertallets opfattelse, at der nok er påvist et klart behov for at udvide den gældende kriminalisering og for i mange situationer at pålægge den, der tager initiativ til samleje eller andet seksuelt forhold, en forpligtelse til at sikre sig, at den anden part er indforstået hermed, men at der på den anden side må tages højde for, at der er situationer, hvor der efter de konkrete omstændigheder er en formodning for frivillighed, og hvor det derfor er rimeligt at forvente, at den anden part siger fra, hvis vedkommende ikke er indforstået med det. Hvis reglerne ikke udformes med forståelse herfor, vil der være risiko for at kriminalisere en seksuel adfærd, som af mange vil blive anset som naturlig og sædvanlig i forbindelse med seksuelt samvær. Dette er en af grundene til, at flertallet foreslår, at en ny bestemmelse skal baseres på frivillighed og ikke på samtykke.”
Disse afsnit viser efter vores opfattelse netop behovet for en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse uden undtagelser. Mange har fx opfattet det som naturligt og sædvanligt, at der i parforhold var et krav på/ret til sex. At noget er blevet opfattet som naturligt og sædvanligt, er imidlertid ikke ensbetydende med, at det fortsat skal være sådan. Her kan man fx henvise til den tidligere ret til at slå sine børn.
Efter ESPD’s opfattelse skal individets ret til seksuel selvbestemmelse være det centrale i den nye lov. Formålet med en ny lovgivning er også udtrykt som netop at ændre på opfattelsen af voldtægt, så det ikke nødvendigvis indebærer bevis for vold og tvang, men i stedet fokuserer på retten til seksuel selvbestemmelse – at seksuelt samvær indebærer gensidighed, hvilket passivitet ikke gør. Det er vores opfattelse, at denne unødige problematisering fra Straffelovrådets flertal baserer sig på tænkte eksempler, der ikke vil udgøre problemer i virkeligheden, hvor man naturligvis ikke anklager en anden person, medmindre man har oplevet et overgreb. Der er fx ingen, der problematiserer risikoen for at gøre helt almindeligt lån af sin ægtefælles bil til en sag om anmeldelse af tyveri, uden sammenligning af tyveri og voldtægt i øvrigt.
Lovbemærkningerne skaber altså her et hul ifht kravet til samtykke, når det gælder parter, der kender hinanden, ud fra en unødvendig problematisering.
Der er naturligvis et ønske om at undgå at dømme uskyldige, og det må og skal være grundlæggende i ethvert retssamfund. Hvis man baserer voldtægtslovgivningen på samtykke, der kan afgives verbalt eller non-verbalt, ved ord eller handling, vil det (stadig) være svært at dømme for voldtægt – også ifht forsættet, som det beskrives i flertallets forslag til en frivillighedsbestemmelse på betænkningens side 181 om tonisk immobilitet. Som det også fremgår af bemærkningerne skal der, i en sag hvor parternes forklaringer er modstridende og lige troværdige ifht, om der er givet samtykke til samleje, ske frikendelse. Der skal også ske frikendelse, hvor der ikke kan bevises/sandsynliggøres forsæt, selvom gerningsindholdet findes bevist.
Formålet med ny lovgivning må derfor også være at gøre forpligtelsen til samtykke klokkeklar og således også, at passivitet ikke kan være samtykke. Hvis man mener, at det er normalt, at den ene part under samleje forholder sig ”helt passivt” – og ikke har udtrykt et ønske om at have samleje, mens vedkommende er helt passiv – som det beskrives i eksemplet, så er det denne normal, vi skal gøre op med. Det betyder ikke, at man ikke (fortsat) kan indgå i den form for seksualakt, når ingen anmelder – for man skal jo selv opleve det som et overgreb. I fald den ene part dog oplever det som et overgreb, fratages vedkommende muligheden for at anmelde med den ovenfor angivne passus i bemærkningerne. Dermed svigter den nye lovgivning potentielt en del af de ofre, den tilsigter at beskytte, samtidig med at lovgivningen bliver uklar.
Det eneste krav loven skal stille i en situation som den beskrevne, er, at man sikrer sig og får en eller anden form for tilkendegivelse af, at ”ja, det er okay, at du gør noget, selvom jeg selv ligger helt stille”. Det mener vi ikke er for meget forlangt og igen; hvis man gør det alligevel, men det ikke opfattes som et overgreb, så er der ingen der bliver hverken anmeldt eller dømt.
De fleste voldtægter sker netop mellem parter, der kender hinanden og ofte i kendte omgivelser, herunder, men ikke udelukkende, mellem partnere/ægtefæller. Som det også siges andetsteds i bemærkningerne, så skal kendskab eller partnerskab ikke have betydning for den seksuelle
selvbestemmelsesret, som skal være absolut og gælde i alle relationer og under alle omstændigheder. Derfor hænger afsnittet om passivitet, der kan fortolkes som samtykke heller ikke sammen med resten af lovbemærkningerne.
Sammenfattende er ESPD hovedsageligt enig med lovbemærkningerne ifht, hvad der anses og ikke kan anses som samtykke, bortset fra ovenstående afsnit. Vi ønsker, at en ny samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse ikke vedtages på baggrund af lovbemærkninger, hvor passivitet vil kunne fortolkes som samtykke. Det mener vi også, vil være klarere og mere forståeligt end en voldtægtsbestemmelse, hvor passivitet i visse tilfælde kan fortolkes som samtykke. Loven er til for at beskytte ofre. Ikke for at beskytte den slags sex nogle mennesker har, som de ikke selv vil betegne eller anmelde som et overgreb.
Bestemmelsens udformning
ESPD er enig med Justitsministeriet i, at det ikke skal fremgå specifikt af lovbestemmelsen, hvad der er strafskærpende momenter, fordi der ellers vil være risiko for, at man i offentligheden vil opleve en hierarkisering af voldtægter. Vi anser det for problematisk, hvis man med lovgivningens ord i sig selv fortsat skaber fokus på forhold, hvor der har været udøvet vold og tvang mv. Det kan risikere at underminere et af de vigtige formål med lovændringen, som også Straffelovrådet og bemærkningerne nævner; at loven også skal understøtte og bidrage til en adfærdsændring.
STRAFUDMÅLINGSNIVEAUET
Det er ESPD’s opfattelse, at der ikke skal gøres forskel i niveauet for strafudmåling ifht, om parterne kender hinanden godt eller det er en såkaldt overfaldsvoldtægt. Det er ESPD’s opfattelse, at denne praksis er i strid med Istanbulkonventionen jf. dennes artikel 46 a) om, at det er en skærpende omstændighed for straf, at handlingen blev begået mod en person, der i henhold til national lovgivning anerkendes som tidligere eller nuværende ægtefælle eller partner, familiemedlem, ofrets sambo eller en person, der har misbrugt sin myndighed. Når der således i lovbemærkningerne henvises til, at der ikke tilsigtes at blive ændret på de vurderinger af forhold, der hidtil i retspraksis er lagt vægt på som hhv. formildende eller skærpende omstændigheder, er det efter EPDS opfattelse problematisk.
Den nugældende praksis om skærpet straf for overfaldsvoldtægt er en slags videreførsel af den tidligere gældende såkaldte ”konerabat”, bare i omvendt form. Det bør fremhæves selvstændigt i lovbemærkningerne, at det kan være en (lige så) skærpende omstændighed, at personen, der begår voldtægt, er en person, man normalt må opfattes at være i et tillidsforhold til. ESPD mener, at lovbemærkningerne bør opregne de i artikel 46 i Istanbulkonventionen nævnte tilfælde som skærpende omstændigheder, udover hvad der allerede er anført (som fx Belgien har gjort). Herunder også at det kan inddrages i strafudmålingen som en skærpende omstændighed, at offeret led alvorlig fysisk eller psykisk overlast som følge af den strafbare handling.
OM TYPER AF OVERGREB
Penetrering
Istanbulkonventionen sidestiller ”vaginal, anal eller oral penetrering af seksuel karakter af en anden persons krop ved hjælp af en kropsdel eller en genstand” i artikel 36. ESPD anbefaler, at disse også sidestilles i den kommende § 216, da der ikke ses at være studier, der påviser en forskel for offeret ifht traumereaktioner hvor eller med hvad, der penetreres.
Stealthing
Efter straffelovens § 221 straffes den, der tilsniger sig samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden, med fængsel indtil 4 år. Som Straffelovrådet bemærker i betænkningen, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at samlejet var ufrivilligt eller gennemført uden samtykke. Det strafværdige ligger således udelukkende i, at det kan betragtes som et overgreb, fordi den forurettede ikke kan antages at ville have sagt ja, hvis vedkommende ikke havde troet, at samlejet foregik med en bestemt person.
Efter ESPD’s opfattelse er det mindst lige så strafværdigt at fortælle en person, at man bruger kondom og derefter ikke bruge det eller fjerne det under samlejet – såkaldt stealthing. Stealthing indebærer en påførelse af risiko for seksuelt overførte sygdomme uanset køn samt risiko for graviditet for dem, der kan blive gravide. Det strafværdige i denne handling kan sammenlignes med strafværdigheden i straffelovens § 252 om på hensynsløs måde at volde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed også ved smitte med sygdom, selvom det ikke er på samme niveau. Desuden er det en form for seksualakt uden samtykke – da man har givet sit samtykke til en bestemt type seksualakt (med beskyttelse), men ikke en anden jf. ovenfor om samtykkets rækkevidde. ESPD har modtaget flere oplevelser, hvor kvinder rent faktisk er blevet påført en seksuelt overført sygdom og/eller selv har måttet bekoste fortrydelsespille eller få foretaget en abort. I betænkningen bemærkes, at dette ikke skal henføres under § 216, og ESPD er enig, men mener, at der bør laves en særskilt bestemmelse, der gør stealthing strafbart på niveau med § 221.
Beskyttelse af børn
ESPD har hjulpet med udfærdigelsen af borgerforslag om bedre beskyttelse af børn mod overgreb FT-05414, forslag til ændring af straffelovens §§ 216, 222 og 223. Vi mener at også overgreb på børn ældre end 11 år skal anerkendes som voldtægt, ligesom grooming bør kriminaliseres.
Udvidelse af § 225
ESPD støtter en udvidelse af straffelovens § 225 til at omfatte situationer, hvor en person tvinger en anden til at udføre seksuelle handlinger med sig selv, fx til at indføre genstande i eller stimulere egne nøgne kønsdele. Som de nylige sager om såkaldt ”hurtcore” og andre eksempler viser, er det med digitale mediers fremkomst desværre en forbrydelse, der må antages at blive et større problem i de kommende år.
OM LIGESTILLINGSMÆSSIGE KONSEKVENSER
Det anføres at lovforslaget er kønsneutralt. I betænkningen er flere eksempler angivet med en kvinde som offer og en mand som gerningsperson. Dette risikerer at understøtte en kønsstereotyp tankegang ifht seksualitet og overgreb. Der er ingen tvivl om den kønsmæssige skævhed, når man ser på antallet af udsatte for seksualiserede overgreb, og dette bør naturligvis også adresseres. Det er derfor positivt, at dette ikke gentages i lovbemærkningerne. Problemet ved ikke at give mere kønsneutrale eksempler eller bruge kønsneutralt sprog er, at man risikerer at skabe bestemte forventninger om, hvordan et overgreb ser ud, og derfor kan blive blind for 1) den type overgreb der begås mellem personer af samme køn, og 2) at mænd også kan være ofre. Eksempelvis har 8 % af biseksuelle mænd ifølge SEXUS undersøgelsen fra 2018 været udsat for seksuelle aktiviteter som følge af trusler, tvang eller vold (for heteroseksuelle mænd er det 1 %, for hhv. heteroseksuelle og biseksuelle kvinder er tallene 11 og 31 %). Det foreslås derfor, at man i lovbemærkningerne dropper kønnede betegnelser som fx gerningsmand og i stedet bruger fx gerningsperson. SPROGBRUG ESPD vil kraftigt anbefale brugen af verbet ’samtykke’ i stedet for substantivet ’et samtykke’ i lovteksten, da verbet samtykke netop er udtryk for en aktiv (og kontinuerlig) handling, der kan trækkes tilbage på et hvilket som helst tidspunkt. AFSLUTTENDE ESPD støtter forslaget om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i straffeloven. Det er efter vores mening afgørende, at udgangspunktet for seksuelt samvær er, at alle parter verbalt eller non-verbalt, direkte eller indirekte giver aktivt samtykke, modsat lovgivningen i dag, hvor der (ifølge Straffelovrådet) ikke kan dømmes selvom samleje blev gennemført mod den ene parts vilje og tiltalte var klar over det – medmindre der også var bevis for vold eller trusler.
Samtykket skal gælde i alle relationer og ved alle omstændigheder – og passivitet må aldrig kunne fortolkes som samtykke uden andre tilkendegivelser af dette. Det er vores forventning, at en ny affattelse af voldtægtsbestemmelsen vil få stor betydning. Mange har udtrykt, at der vil være tale om symbollovgivning, hvilket vi er enige i, forstået på den måde, at det ikke kan underkendes hvor stor betydning, det vil få for vores samfund, at lovgiver angiver at seksuelt samvær uden samtykke er voldtægt.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Everyday Sexism Project Danmark
18.marts 2020
Høringssvar til Straffelovrådets betænkning nr. 1574/2020 om en frivilligheds-baseret voldtægtsbestemmelse fra Everyday Sexism Project Danmark (ESPD)
Indledningsvist vil vi gøre opmærksom på, at ESPD er en forening, der siden 2013 har haft til formål at indsamle oplevelser om, oplyse om og bekæmpe sexisme. Når vi i det følgende henviser til oplevelser, vi har fået ind, så er det derfor muligt på forespørgsel, at vi kan udlevere de pågældende oplevelser, hvis det ønskes.
OVERORDNET OM FRIVILLIGHED KONTRA SAMTYKKE
ESPD mener, at bestemmelsen om straf for voldtægt skal være baseret på, om der har foreligget samtykke og ikke manglende frivillighed. Af de årsager, der angives af Straffelovrådets mindretal (herefter mindretallet) herunder særligt, at der ikke skal være tvivl om at såkaldt passivitet aldrig må kunne opfattes som frivillighed, er det vores holdning, at det vil være lettere for borgerne at forstå en bestemmelse, hvor der ikke er tvivl om pligten til at afklare samtykke i øjeblikket, hvor samleje indledes/fortsættes. Når pligten er klar, styrkes borgernes retssikkerhed også. Et samtykke skal gælde på tidspunktet for (påbegyndelse eller fortsættelse af) samleje, og dermed understreges, at begivenheder, handlinger, mv der leder op til dette, har mindre betydning, end det angives ifht flertallets forståelse af frivillighed. Dette er i overensstemmelse med de menneskeretlige principper om retten til egen krop og kropslig/seksuel selvbestemmelsesret og integritet. Det vil fx også blive tydeligere med en samtykkebestemmelse, at et samtykke til én type sex ikke er ensbetydende med samtykke til andre typer sex. ESPD har modtaget mange oplevelser, der handler om overgreb, hvor det netop har været tilfældet at én type sex med samtykke senere er blevet til et overgreb, fx fordi samlejet har udviklet sig voldeligt. ESPD finder det derfor afgørende, at det understreges i lovbemærkningerne som foreslået i mindretallets bemærkninger
side 190: ”Endelig er det vigtigt, at den part, der frivilligt indlader sig i en seksuel aktivitet med en anden person, ikke derved har samtykket i alle former for seksuel aktivitet.”
Det problematiseres flere gange af Straffelovrådets flertal (herefter flertallet), at en samtykkebestemmelse vil kriminalisere noget der er almindeligt seksuelt samvær, herunder fx her:
side 136: ”Passivitet vil således kunne være udtryk for et manglende samtykke, mens det er mere åbent, om passivitet er udtryk for ufrivillighed eller frivillighed. Som anført ovenfor kan en samtykkebaseret bestemmelse derfor efter flertallets opfattelse medføre en risiko for at kriminalisere en seksuel adfærd, som af mange vil blive anset som naturlig og sædvanlig i forbindelse med seksuelt samvær.”
side 130: ”Det er i den forbindelse flertallets opfattelse, at der nok er påvist et klart behov for at udvide den gældende kriminalisering og for i mange situationer at pålægge den, der tager initiativ til samleje eller andet seksuelt forhold, en forpligtelse til at sikre sig, at den anden part er indforstået hermed, men at der på den anden side må tages højde for, at der er situationer, hvor der efter de konkrete omstændigheder er en formodning for frivillighed, og hvor det derfor er rimeligt at forvente, at den anden part siger fra, hvis vedkommende ikke er indforstået med det. Hvis reglerne ikke udformes med forståelse herfor, vil der være risiko for at kriminalisere en seksuel adfærd, som af mange vil blive anset som naturlig og sædvanlig i forbindelse med seksuelt samvær. Dette er en af grundene til, at flertallet foreslår, at en ny bestemmelse skal baseres på frivillighed og ikke på samtykke.”
Disse bemærkninger viser efter vores opfattelse netop behovet for en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse. Mange har fx opfattet det som naturligt og sædvanligt, at der i parforhold var et krav på/ret til sex. At noget er blevet opfattet som naturligt og sædvanligt er imidlertid ikke ensbetydende med, at det fortsat skal være sådan. Her kan man fx henvise til den tidligere ret til at slå sine børn. Efter vores opfattelse skal individets ret til seksuel selvbestemmelse være det centrale, hvilket også betyder, at der ikke skal være en pligt til at sige fra, men i stedet en pligt for begge parter til at afklare om den anden person samtykker. Som i eksemplet her:
Side 136: ”to parter efter en bytur går sammen hjem til den ene og frivilligt tager tøjet af og lægger sig i samme seng, hvorefter den ene part indleder samleje, uden at der på noget tidspunkt er foregået noget ubehageligt i relationen mellem parterne. Må optakten til samlejet ud fra en konkret bedømmelse af parternes kommunikation, berøringer mv. karakteriseres som seksuelt betonet, og må begge parter anses for at have deltaget frivilligt heri, må samlejet som udgangspunkt også anses for frivilligt, selv om den part, som ikke er den initiativtagende, har forholdt sig helt passiv under selve samlejet.”
Her kan man – som det også bemærkes tidligere i betænkningen af flertallet – sige, at der ikke er tale om en forskel på frivillighed og samtykke i optakten til samleje, for i det beskrevne eksempel er der givet nonverbalt samtykke ved optakten. Men hvis den ikke- initiativtagende part er ”helt passiv” under samlejet, så er det ikke udtryk for samtykke til selve samlejet. Her er det, at pligten til at afklare, om der er samtykke er nødvendig for at undgå overgreb. Det behøver for så vidt ikke være sværere end, at man spørger eller stopper op for at få den anden med. Det problematiseres dermed unødigt, at man sikrer sig et (fortsat) samtykke. Formålet med en ny lovgivning skal netop være at ændre på opfattelsen af voldtægt, som noget der nødvendigvis indebærer vold og tvang og i stedet fokusere på retten til seksuel selvbestemmelse – at seksuelt samvær skal være ud fra et gensidigt ønske.
Det er ESPDs opfattelse at denne unødige problematisering baserer sig på tænkte eksempler, der ikke vil udgøre problemer i virkeligheden, hvor man naturligvis ikke anklager en anden person, medmindre man har oplevet et overgreb. Der er fx ingen, der problematiserer risikoen for at gøre helt almindeligt lån af sin ægtefælles bil til en sag om anmeldelse af tyveri, uden sammenligning af tyveri og voldtægt i øvrigt. Ønsket med lovgivningen er naturligvis at undgå at dømme uskyldige, og det formål må og skal være grundlæggende i ethvert retssamfund. Hvis man baserer voldtægtslovgivningen på samtykke, der kan afgives verbalt eller non-verbalt, ved ord eller handling, vil det stadig være svært at dømme for voldtægt – også ifht forsættet som det beskrives i flertallets forslag til frivillighedsbestemmelse på side 181 om tonisk immobilitet. I en sag som det ovenstående eksempel vil der også fortsat lægges vægt på parternes forklaringer, og hvis disse er modstridende og lige troværdige ifht om der er givet samtykke til samleje, skal der ske frikendelse. Der skal også ske frikendelse, hvor der ikke kan bevises/sandsynliggøres forsæt, selvom gerningsindholdet findes bevist.
Formålet med ny lovgivning skal netop være at gøre det klokkeklart, at passivitet ikke kan være samtykke. Hvis man mener, at det er normalt, at den ene part under samleje forholder sig ”helt passivt” – og ikke har udtrykt et ønske om at have samleje, mens vedkommende er helt passiv – som det beskrives i eksemplet, så er det denne normal vi skal gøre op med, fordi det ellers lægger et ansvar for at sige fra over på den part, der ikke taget initiativ.
”Det er flertallets opfattelse, at vurderingen af, hvilken betydning passivitet skal have, må afhænge af sagens omstændigheder, herunder om samlejet er foregået under sædvanlige omstændigheder eller under særlige omstændigheder, forløbet op til samlejet og relationen mellem parterne mv. Dette favner frivillighedsbegrebet bedre end samtykkebegrebet.”
Det er ESPDs opfattelse, at der desværre i flertallets bemærkninger om det problematiske ved samtykkebaseret voldtægtslovgivning netop er afspejlet, at der ikke sigtes på at ændre i større grad på den nuværende lovgivning. De fleste voldtægter sker således netop mellem parter, der kender hinanden og ofte i kendte omgivelser, herunder men ikke udelukkende, mellem partnere/ægtefæller. Dette forhold skal efter vores opfattelse ikke have betydning for den seksuelle selvbestemmelsesret, som skal være absolut og gælde i alle relationer og omstændigheder. Sammenfattende er ESPD således enig med mindretallet i, at en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse vil være klarere og mere forståelig end en, der er frivilligbaseret. Samtidig vil dette sikre den nødvendige ændring af retspraksis til, at bevistemaet fokuserer tydeligt på selve øjeblikket omkring samlejet samt gøre ansvaret for afklaring af, om der foreligger samtykke til et delt ansvar og ikke et ansvar for at sige fra. En samtykkebestemmelse vil også i højere grad end en frivillighedsbestemmelse beskytte de ofre (ifølge en svensk undersøgelse op til 70 %), der oplever tonisk immobilitet under overgrebet, hvilket i øvrigt er en prædiktor for PTSD og depression1.
1) https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/28589545
ANDET
Under flertallets bemærkninger på side 179 fremgår følgende: ”Det vil således være strafbart at indlede et samleje med en person, som ved bl.a. ord eller handlinger tilkendegiver, at vedkommende ikke vil have samleje, ligesom det vil være strafbart at fortsætte et samleje, som blev frivilligt indledt, i det øjeblik den anden person ved f.eks. ord eller handlinger tilkendegiver, at vedkommende ikke længere vil have samleje. Omvendt vil en part på ethvert tidspunkt frivilligt kunne ændre mening og i stedet gå med til det igangværende samleje, hvilket i så fald vil betyde, at der fra det tidspunkt ikke vil være tale om voldtægt. Der vil dog ikke være tale om en sådan frivillig meningsændring, hvis parten opgiver at gøre yderligere modstand eller opgiver fortsat at give udtryk for, at personen ikke vil have samleje. Der henvises i den forbindelse til det nedenfor anførte om situationer, hvor passivitet skyldes frygt eller lignende og derfor ikke er udtryk for frivillighed.” Ovenstående andet afsnit mener ESPD er dybt bekymrende, og symptomatisk for hele forslaget om en frivillighedsbestemmelse. Det handler om, at man kan ændre mening og ”gå med til det igangværende samleje”, hvilket må anses for 1) et ganske usandsynligt scenarie og 2) irrelevant at nævne, medmindre formålet er, at det kan fremføres som en straffriheds- eller -nedsættelsesgrund. Det kan sammenlignes med, at en person bliver voldtaget og på et senere tidspunkt beslutter at have sex med samtykke med samme overgrebsperson. Det gør ikke voldtægten mindre strafbar. Dette afsnit og lignende bør derfor ikke gentages i lovbemærkningerne.
BESTEMMELSEN OM SAMTYKKE
”Straffelovrådets mindretal foreslår derfor at ændre voldtægtsbestemmelsen fra at være konstitueret omkring nærmere opregnede tvangsmidler til at være konstitueret omkring samtykke. De konkret anvendte tvangsmidler vil herefter alene have betydning ved strafudmålingen.”
Mindretallets forslag lyder:
”§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der gennemfører et samleje med en person, der ikke har samtykket heri. Samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation. Er forholdet begået ved vold, trussel om vold, psykisk vold, anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende 168 er ude af stand til at modsætte sig handlingen, anses dette som en særligt skærpende omstændighed.” ESPD er enig i det først angivne om at tvangsmidler alene vil have betydning ved strafudmålingen. Derfor foreslås det at sidste del af den af mindretallet foreslåede samtykkebestemmelse udelades. Dvs at bestemmelsen kommer til at lyde:
”§ 216. For voldtægt straffes med fængsel indtil 8 år den, der gennemfører et samleje med en person, der ikke har samtykket heri. Samtykke skal gives frivilligt og være udtryk for den pågældendes frie vilje, bedømt ud fra omstændighederne ved den konkrete situation.”
Om forholdet er begået ved vold, trussel om vold, psykisk vold, anden ulovlig tvang, jf. § 260, eller med en person, der befinder sig i en tilstand eller situation, i hvilken den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, vil dermed blot være angivet i lovbemærkningerne som et udtryk for 1) at der ikke kan anses at være samtykke og 2) som forhold retten skal anse for at være særligt skærpende med strafudmålingen, ligesom der vil være andre forhold, der er strafskærpende (jf. længere nede). Årsagen til at ESPD ikke mener, at den sidste del skal være med i lovbestemmelsen er, at der dermed vil være risiko for, at man i offentligheden vil opleve en hierarkisering af voldtægter. Vi anser det for problematisk, hvis man med lovgivningens ord i sig selv fortsat skaber fokus på forhold, hvor der har været udøvet vold og tvang mv. Det kan risikere at underminere et af de vigtige formål med lovændringen, som også Straffelovrådet selv i flere sammenhænge nævner, nemlig at den også skal kunne bidrage til en adfærdsændring. Der bør i lovbemærkningerne nævnes tilfælde, der udelukker samtykke (som det fx er gjort i England, New Zealand og Irland), herunder de tilfælde der er nævnt i den nugældende § 216 stk. 1 nr. 1 og 2, herunder bør det nævnes, at man anses som ude af stand til at modsætte sig, hvis man er i en tilstand af tonisk immobilitet. Det bør desuden fremgå af lovbemærkningerne:
– at samtykke i praksis kan meddeles verbalt eller non-verbalt. – at samtykke skal foreligge på tidspunktet for den seksuelle aktivitet, og det skal kunne tilbagekaldes verbalt eller non-verbalt på et hvilket som helst tidspunkt under den seksuelle handling. – at alle relevante omstændigheder skal indgå i vurderingen af, om der foreligger et gyldigt samtykke eller ej, herunder beviser i form af skader, ødelagt tøj, trusler eller undskyldninger fra tiltalte (også på sms, mail og lign.), forurettedes posttraumatiske adfærd, vidneforklaringer fra personer der har set/hørt fra offeret bagefter, retsmedicinske spor, usammenhængende forklaringer fra tiltalte mv.
STRAFUDMÅLINGSNIVEAUET
Det er ESPDs opfattelse, at der ikke skal gøres forskel i niveauet for strafudmåling ifht om parterne kender hinanden godt eller det er en såkaldt overfaldsvoldtægt. Det er ESPDs opfattelse, at denne praksis er i strid med Istanbulkonventionen jf. dennes artikel 46 a) om, at det er en skærpende omstændighed for straf at handlingen blev begået mod en person der i henhold til national lovgivning anerkendes som tidligere eller nuværende ægtefælle eller partner, familiemedlem, ofrets sambo eller en person der har misbrugt sin myndighed.
Det er endvidere ESPDs opfattelse, at den nugældende praksis om skærpet straf for overfaldsvoldtægt er en slags videreførsel af den tidligere gældende såkaldte ”konerabat” bare i omvendt form. Det må således være en (lige så) skærpende omstændighed, at personen, der begår voldtægt er en person, man normalt må opfattes at være i et tillidsforhold til. ESPD mener således, at lovbemærkningerne bør nævne de i Istanbulkonventionen nævnte tilfælde som skærpende omstændigheder, udover hvad der allerede er anført (som man fx har gjort i Belgien). Desuden mener ESPD ikke, at der er grundlag for mildere straf i tilfælde som nævnt i betænkningen: side 159: ”I atter andre mildere tilfælde vil der kunne være grundlag for at udmåle en straf under dette niveau, f.eks. hvor parterne har indledt et frivilligt samleje eller et samleje med samtykke, og hvor den ene part undervejs fortryder og siger fra, hvorefter gerningsmanden alligevel fortsætter samlejet.” ESPD får desværre en del oplevelser tilsendt, som omhandler to parter, der indleder seksuelt samvær med samtykke, men hvor dette samtykke stopper, fx ved at den ene part uden at afklare samtykke tager kvælertag på eller slår den anden part eller fx vil have analsex og fortsætter, selvom den anden part sagde tydeligt fra eller blev pludseligt passiv. Det er vigtigt at fastslå, at der ikke skal gives mildere straf, fordi den ene part undervejs i det seksuelle samvær stopper sit samtykke, blot fordi det er startet med samtykke.
OM FALSKE ANMELDELSER
Det ses i denne betænkning som i tidligere med samme emne, at spørgsmålet om falske anmeldelser sammenkædes med overvejelserne ifht kriminalisering af seksualiserede overgreb. Fx fra 2012 betænkningens overvejelser om uagtsom voldtægt: ”Det kan næppe udelukkes, at en kriminalisering af uagtsom voldtægt vil kunne forøge risikoen for fejlagtige domfældelser i sager, hvor den forurettede – bevidst eller ubevidst – ”pynter” på sin forklaring ved f.eks. at forklare om større modstand end den faktisk udøvede, hvis der ikke udvises betydelig forsigtighed fra rettens side ved bevisvurderingen”. Det ses fx også ved sidste stramning af strafudmåling for voldtægt, at denne kædes sammen med straffen for falske anmeldelser. Dette sker efter al sandsynlighed som en afspejling af en i befolkningen værende unødig bekymring for, at der i stort omfang vil ske anmeldelser, der ikke er begrundet i oplevelsen af et overgreb. Risikoen for dette er med den nuværende lovgivning også eksisterende, men reelt sker det ikke oftere end ved andre forbrydelser. I denne sammenhæng er det bemærkelsesværdigt og årsag til en stereotypisering af særligt kvinder som løgnagtige, at man (i tidligere betænkning og gentaget i denne) fastholder et syn på, at voldtægt er anderledes end andre typer kriminalitet, fordi man fx ved tyveri eller vold ikke har en ”normal” situation (som ved samleje/sex), der ikke er kriminaliseret. Der mindes her om, at lån af genstande er en dagligdags foreteelse ligesom fx forskellige typer af kampsport eller bare sport, hvor modstandere påføres en vis form for skade (fodbold og håndbold) – uden at det anses for strafbart.
Derfor opfordrer ESPD til, at man klart i lovbemærkningerne adresserer det faktum, at falske anmeldelser ikke kan anses at være på et højere niveau i de lande, der har indført samtykkelovgivning fx i England. Desuden kan det overvejes at bemærke, at en konkret mands risiko for at blive anmeldt falsk er ganske lille. Ifølge undersøgelsen fra 2009 anklages der i over halvdelen af falske anmeldelser ikke en bestemt person2. Ifølge undersøgelsen er det mellem 10 og 15 mænd årligt, der anklages falsk for voldtægt, og det sker både for mænd, der har haft samleje med og mænd der ikke har kendt den, der anklager. Set ifht at der i Danmark er over 2,3 mio. mænd over 15 år, er risikoen for falsk anmeldelse således minimal. Som kvinde er risikoen for at blive udsat for tvangssamleje eller forsøg noget større, da det anslås at ske én eller flere gange for omkring 24.000 kvinder om året3. Det kan derfor synes unødigt overhovedet at gøre falske anmeldelser til et særligt emne i forbindelse med, at man behandler spørgsmålet om straf for seksualiserede overgreb.
OM ANDRE TYPER AF OVERGREB
Efter straffelovens § 221 straffes den, der tilsniger sig samleje med en person, der forveksler gerningsmanden med en anden, med fængsel indtil 4 år. Som Straffelovrådet bemærker, er det ikke nødvendigvis udtryk for, at samlejet var ufrivilligt eller gennemført uden samtykke. Det strafværdige ligger således udelukkende i, at det kan betragtes som et overgreb, fordi den forurettede ikke kan antages at ville have sagt ja, hvis vedkommende ikke havde troet at samlejet foregik med en bestemt person. Efter ESPDs opfattelse er det mindst lige så strafværdigt at fortælle en person, at man bruger kondom og derefter ikke bruge det eller fjerne det under samlejet – såkaldt stealthing. Stealthing indebærer en påførelse af risiko for seksuelt overførte sygdomme uanset køn samt risiko for graviditet for dem, der kan blive gravide. Det strafværdige i denne handling kan sammenlignes med strafværdigheden i straffelovens § 252 om på hensynsløs måde at volde nærliggende fare for nogens liv eller førlighed også ved smitte med sygdom, selvom det ikke er på samme niveau. ESPD har modtaget flere oplevelser, hvor kvinder rent faktisk er blevet påført en seksuelt overført sygdom og/eller selv har måttet bekoste fortrydelsespille eller få foretaget en abort. Straffelovrådets flertal bemærker at dette ikke skal henføres under § 216 og ESPD er enig, men mener, at der bør laves en særskilt bestemmelse, der gør stealthing strafbart på niveau med § 221. ESPD støtter også en udvidelse af straffelovens § 225 til at omfatte situationer, hvor en person tvinger en anden til at udføre seksuelle handlinger med sig selv, f.eks. til at indføre genstande i eller stimulere egne nøgne kønsdele. Som de nylige sager om såkaldt ”hurtcore” og andre eksempler viser, er det med digitale mediers fremkomst desværre en forbrydelse, der må antages at blive et større problem i de kommende år.
2) https://www.dkr.dk/media/8187/voldtaegt-der-anmeldes-ii-falsk.pdf
3) https://www.sdu.dk/da/sif/rapporter/2018/vold_og_seksuelle_kraenkelser her er det i modsætning til Offerundersøgelserne fra Justitsministeriet som er dem der refereres til fra Det Kriminalpræventive Råd, DKR, spurgt om man har været udsat for tvang til samleje men uden som i offerundersøgelserne at tilføje ”ved brug af vold eller trusler om vold”. Dette kan forklare forskellen i tallet der ifølge DKR er 6700 årligt.
OM KØN
I betænkningen er flere eksempler angivet med en kvinde som offer og en mand som gerningsperson. Dette risikerer at understøtte en kønsstereotyp tankegang ifht seksualitet og overgreb. Der er ingen tvivl om den kønsmæssige skævhed, når man ser på antallet af udsatte for seksualiserede overgreb og dette bør naturligvis også adresseres. Problemet ved ikke at give mere kønsneutrale eksempler er, at man risikerer at skabe bestemte forventninger om, hvordan et overgreb ser ud og derfor kan blive blind for 1) den type overgreb, der begås mellem personer af samme køn og 2) at mænd også kan være ofre. Det foreslås, at man i lovbemærkningerne også inkluderer mere kønsneutrale eksempler, og at man dropper kønnede betegnelser som fx gerningsmand og i stedet bruger fx gerningsperson.
AFSLUTTENDE
ESPDs støtter forslaget om en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse i straffeloven. Det er efter vores mening afgørende, at udgangspunktet for seksuelt samvær er, at alle parter verbalt eller non-verbalt, direkte eller indirekte giver et ”ja”, modsat lovgivningen i dag, hvor udgangspunktet er at alle er klar til sex, medmindre de giver udtryk for noget andet. Det skal gælde i alle relationer og ved alle omstændigheder. Det er vores forventning at en ny affattelse af voldtægtsbestemmelsen vil få stor betydning. Mange har udtrykt, at der vil være tale om symbollovgivning, hvilket vi er enige i, forstået på den måde, at det ikke kan underkendes hvor stor betydning, det vil få for vores samfund, at lovgivere angiver at seksuelt samvær uden samtykke er voldtægt.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Everyday Sexism Project Danmark
Høringssvar vedrørende selvstændig bestemmelse om psykisk vold 18. december 2018
Hermed Everyday Sexism Project Danmarks (ESPD) bemærkninger til lovforslaget.
Først og fremmest er det vældig positivt, at psykisk vold bliver selvstændigt kriminaliseret. Nedenfor er en oversigt over de områder, vi gerne ser præciseret og rettet i den foreslåede straffebestemmelse om psykisk vold. Bemærkningerne er baseret på de vidnesbyrd, ESPD har kendskab til.
I forhold til selve paragraffen anbefaler ESPD, at man lægger sig op ad Istanbulkonventionen, som er mere åben end den foreslåede bestemmelse. Istanbulkonventionen artikel 33: Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt at forøve alvorlig skade på en persons psykiske integritet ved anvendelse af tvang eller trusler.
1) Konventionen er ikke begrænset til ’husstand’. Man kan godt udøve skade på en persons psykiske integritet uden at være tilknyttet husstanden, herunder tænkes fx på lærere og pædagoger på et midlertidigt opholdssted samt stalkere, tidligere kolleger mv. Det er i ESPDs optik en unødvendig komplikation også ifht til bevisførelse at skulle bestemme, hvilken relation en gerningsperson har til forurettedes bopæl. Det afgørende må være, om vedkommende har haft en kontakt, som er egnet til at forøve alvorlig skade på den forurettedes psykiske integritet.
2) I lovbemærkningerne står der desuden: ”Det forudsættes, at der foreligger en vis forbindelse mellem den psykiske vold og gerningsmandens tilknytning til husstanden. F.eks. vil krænkelser, som begynder mens forurettede og gerningsmanden bor sammen, og som fortsætter efter, at gerningsmanden ikke længere er del af husstanden, og krænkelser, som begynder i forbindelse med en ophævelsen af samlivet, have tilstrækkelig sammenhæng. Hvis en krænkende adfærd derimod først begynder længere tid efter samlivsophævelsen mv., vil adfærden som udgangspunkt ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse. F.eks. vil psykisk vold, som begynder et år efter en samlivsophævelse, normalt ikke have en sådan sammenhæng, medmindre parterne har opretholdt en regelmæssig og nær kontakt, f.eks. på grund af parternes fællesbørn”. Der kan være mange årsager til at psykisk vold ikke viser sig lige med det samme i en relation eller en ophørt relation. Fx kan den psykiske vold opstå i forbindelse med at den forurettede får en ny partner, hvilket kan være efter lang tid. Den kan være lige så skadelig, uanset at der er gået en årrække uden man har haft kontakt. Det synes derfor som en unødvendig indskrænkning af bestemmelsen, at husstandsbegrebet har denne vægt. Det afgørende må være den indvirkning handlingerne/undladelserne er egnede til at have på offerets psykiske integritet.
3) ESPD og andre organisationer der arbejder med ofre kan komme med mange eksempler på, at der i nogle sager anvendes andre personer til at deltage i stalking/chikane (= chikane via stedfortræder/ chikane by proxy). Det kan fx være i en højkonfliktskilsmisse, hvor et netværk af faderens bekendte, eller personer fra såkaldte ”fædrerettighedsgrupper” medvirker til omfattende chikane. Det kan også være kvinder, der har ytret sig i en debat, som angribes af en ”troldehær”, der fx over en længere periode chikanerer personen. Eksempler på chikane, hvor en større kreds af personer involveres, er fx, at ringe til vedkommendes arbejdsgiver og svine vedkommende til eller give dårlige anmeldelser af arbejdsgivers/vedkommendes virksomhed, give fejlagtig information til offentlige myndigheder, anmelde vedkommendes virksomhed til skat, indberette vedkommende til socialt tilsyn, bestille varer til levering, hacke vedkommendes computer, sprede private billeder, falske rygter og lignende i stort omfang. En omfattende chikane af denne karakter kan medføre, at offeret fx går ned med stress, så vedkommende ikke kan passe sit arbejde. Chikane by proxy er ikke dækket af den foreslåede bestemmelse og alene af den grund, kan man frygte at der vil ses flere af den slags tilfælde, fordi man kan omgå bestemmelsen på den måde. ESPD foreslår derfor at ”chikane via stedfortræder” nævnes specifikt i lovbemærkningerne, da den type chikane ikke er nævnt som eksempel på hverken ”nedværdigende, manipulerende eller krænkende handlinger”.
4) Bestemmelsen bør, udover at nævne ”nedværdigende, manipulerende eller krænkende handlinger”, tilføjes ”chikanerende”. Det kan være svært at opfylde kravet om ”nedværdigende, manipulerende eller krænkende handlinger”, hvis det eksempelvis handler om chikane via stedfortræder (se ovenfor under 3). Men chikane kan volde stor skade på offerets psykiske integritet, uden nødvendigvis at kunne defineres som en ”nedværdigende, manipulerende eller krænkende” handling i sig selv (fx bestilling af større antal varer på internettet, klager over offerets virksomhed og beskeder om at gerningspersonen ved, hvor offeret befinder sig).
5) Uanset den nye bestemmelse om psykisk vold vil der fortsat være et hul i lovgivningen vedrørende stalking, som man kunne udfylde ved ikke at begrænse psykisk vold-paragraffen til relationen til offerets husstand. Alternativt bør man lave en særskilt bestemmelse om stalking.
ESPD foreslår inkorporering af Istanbulkonventionen Artikel 34 (fx som et stk. 2 til den foreslåede paragraf): ”Systematisk forfølgelse (stalking): Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt gentagne gange at optræde truende over for en anden person på en sådan måde, at den pågældende frygter for sin sikkerhed.”
Endelig opfordrer ESPD til kønsneutral sprogbrug, også i danske lovbestemmelser, hvorfor vi anbefaler brugen af ’gerningsperson’ i stedet for ’gerningsmand’. Etymologisk er ’gerningsmand’ kønnet, og det bliver ikke kønsneutralt af at sige, at det også gælder kvinder. Ordet risikerer at give fx myndighedspersoner en ubevidst bias ifht bedømmelsen af sager.
Ifølge VIVE´s rapport om psykisk vold fra 2018 rammes 1 ud af 100 mænd årligt af psykisk vold fra en nuværende eller tidligere partner – som ikke kun er andre mænd. Ifølge samme undersøgelse rammes fire gange så mange kvinder. Derudover er det vigtigt at have med i forståelsen af psykisk vold, at en del af den psykiske vold, der rammer både mænd og kvinder, udspringer af kulturbundne og kønnede stereotyper: Fx mænd der beskrives som svag og uegnede forsørgere, eller kvinder som nedvurderes, seksualiseres og objektiviseres, og hvis anklager om psykisk vold bagatelliseres ved den generelle beskrivelse af kvinder som overfølsomme, hysteriske og lign. Det er desuden i gentagne undersøgelser påvist at drab på kvinder af partner/eks-partner (hvilket også er hyppigere forekommende end at mænd dræbes af partner/eks-partner) oftest har en forhistorie med psykisk vold.
Bestemmelsens anvendelse i retssystemet ligger dermed også i en tydeliggørelse af det kønnede perspektiv som den psykiske vold kan have.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Everyday Sexism Project Danmark
Henvendelser vedr. samtykkelovgivning
16. november 2020
ESPD er en forening, der siden 2013 har haft til formål at indsamle oplevelser om, oplyse om og bekæmpe sexisme – bl.a. har ESPD gennem en årrække har arbejdet for en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse.
Ifølge en SDU undersøgelse blev 24.000 kvinder i Danmark i 2017 udsat for såkaldt tvangssamleje eller forsøg på tvangssamleje. Endnu flere blev udsat for andre typer af seksualiserede overgreb. Vi ved også at mænd udsættes for seksualiserede overgreb, samt at personer med handicap og personer fra LGBT+ miljøet er i højrisiko, når det gælder seksualiserede overgreb. Det ønsker vi at gøre noget ved.
Seksualiserede overgreb er et samfundsproblem og et ligestillingsproblem, fordi både forebyggelse og hjælp til ofre involverer synet på køn og seksualitet. Kønnet spiller ind når ofre victimblames og føler skam og skyld, der afholder dem fra at anmelde og søge hjælp, når mandlige ofre latterliggøres og kvindelige ofre beskyldes for at lyve, og når seksualitet forstås i en kønnet ramme, hvor mænd forventes at være pågående og kvinder passe på sig selv og LGBT+ personer ses som promiskuøse og dermed ikke ofre.
OVERORDNET OM BEHOVET FOR EN TVÆRSEKTORIEL INDSATS
ESPD mener, at det er positivt, at der nu kommer en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, samt at der lægges op til, at dette ikke er den eneste indsats der igangsættes for at forbedre behandlingen af voldtægtssager. Der arbejdes også fra flere steder på at forbedre seksualundervisningen, herunder i form af undervisning om grænser og samtykke, hvilket vi støtter.
Vi mener dog, at indsatsen er alt for fragmenteret, hvilket i hvert fald delvis skyldes at voldtægt traditionelt har været anskuet ud fra forskellige synsvinkler og fagområder.
Forebyggelse har ikke været prioriteret ifht seksualiserede overgreb og hjælp til ofre for overgreb gives i så forskellige systemer, at det kan være en jungle at finde rundt i. Fx gives der rådgivning og hjælp i retsligt regi, i sundhedsfagligt regi, i socialfagligt regi og i både fx politikredse, regionalt og kommunalt regi.
ESPD opfordrer derfor til, at man samler indsatsen FOREBYGGELSE OG HJÆLP TIL OFRE FOR OVERGREB i en fælles handlingsplan – evt. med inspiration fra Norge (link): https://www.regjeringen.no/contentassets/1469f9bedad1476aadb0369ee899ab65/handlingsplan-motvoldtekt-20192022.pdf
UDARBEJDELSE AF HANDLINGSPLAN
ESPD mener, at der bør lægges en strategi for forebyggelse og hjælp, der inddrager flere sektorer. Med en fælles strategi er der en væsentlig større chance for, at indsatsen rammer mere præcist og samtidig bredt. Derved kan der gøres en reel forskel, ikke mindst for ofrene, ligesom man lettere vil få et overblik over, hvor der skal rettes op, hvilke mangler der måtte være, og ikke mindst hvad der virker. Ofte sidder aktørerne i én sektor og ønsker sig ting, man kun kan udføre i en anden sektor. Og fordi tingene sker i et andet regi, benyttes den viden indhentet et sted ikke systematisk bredt over alle de instanser, som kunne have fordel heraf. Ved udarbejdelsen af en fælles handlingsplan er det derfor vigtigt, at man fra starten inddrager aktører fra forskellige sektorer.
Vores forslag er, at man inddrager:
– Forskere ifht undersøgelser af ofre, gerningspersoner og forebyggelse
– Undervisere fra pædagogiske uddannelser, uddannelser på de sundhedsfaglige læreanstalter, uddannelser indenfor retssystemet, læreruddannelserne samt uddannelser indenfor det socialfaglige og psykologfaglige område
– Videnspersoner indenfor det psykologfaglige, lægefaglige, socialrådgiverfaglige og øvrige indenfor sundhed, social, uddannelse, børn- og ungeområdet og retssystemet samt tværfaglige videnspersoner ifht internetbaserede krænkelser og communities.
Indholdet af handlingsplanen skal fokusere på samarbejde på tværs af sektorer evt. indenfor nogle afgrænsede delemner som i den norske plan herunder;
– Målrettet forebyggelse
– Hjælp til ofre
– Fokus på gerningspersoner
– Indsats i retssystemet
– Viden og uddannelse
ESPDs egne ønsker til sådan en handlingsplan indeholder bl.a.:
– Mere uddannelse og efteruddannelse samt en specialenhed i politiet for at sikre voldtægtsofre en god behandling og efterforskning
– Øget fokus på viden, herunder offerundersøgelser der afdækker problemet med seksualiserede overgreb bredere, undersøgelser af gerningspersoner/personer der overskrider andres grænser, undersøgelser af viden og fordomme hos myndighederne, (ny) undersøgelse af falske anklager/anmeldelser. Uden tilstrækkelig viden er det svært at forebygge, punktere myter og se, om indsatser virker.
– At der i systemet bliver gemt oplysninger, når en person henvender sig med en beretning om overgreb. Vi ved fra udenlandske og en dansk undersøgelse, at der er store risici for, at overgreb gentages, hvorfor det er vigtigt at gemme oplysninger (i tilstrækkelig lang tid og også i de tilfælde, hvor der ikke sigtes eller rejses tiltale), fordi det øger chancen for at fange seriekrænkere – og herunder opnå domfældelse, fordi sandsynligheden øges, jo flere sager der er.
– Fokus på at seksualundervisning skal være bred, men også at vi ikke kan ”nøjes” med at give viden og få sat tanker i gang hos den yngre generation. Viden og forebyggelse skal ske på flere niveauer, herunder kampagner rettet mod voksne, undervisning på social- og sundhedsfaglige uddannelser mv, som kan sikre både forebyggelse og bedre behandling af ofre.
KONKLUSION
Vi mener, at det er vigtigt, at skabe en handlingsplan med input fra alle relevante sektorer. Målet skal være forebyggelse, men også en god behandling af ofre i retssystemet samt en god behandling af ofre i det socialfaglige og sundhedsfaglige system. Det koster på det individuelle plan og på det samfundsmæssige plan, når vi ikke forebygger seksualiserede overgreb, og når vi ikke hjælper ofrene godt nok, efter at de har været udsat for overgreb. Vi opfordrer til, at Ligestillingsudvalget i samarbejde med Ligestillingsministeriet sætter sig i spidsen for at få igangsat arbejdet med en handlingsplan fx via en høring.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Everyday Sexism Project Danmark
18. september 2019
Til Karina Lorentzen Dehnhardt
For knap et år siden havde ESPDs bestyrelse foretræde for Folketingetsretsudvalg. Vi var der for at fremlægge forslag til forbedring af forhold for voldtægtsofre.
ESPD fremlagde de over 2500 underskrifter vi havde indsamlet siden 2017 for at få ændret lovgivningen om voldtægt til at fokusere på samtykke i stedet for vold og tvang.
Udover samtykkelovgivning foreslog vi retsudvalget følgende tiltag:
– Bedre uddannelse til poli ti, anklagemyndighed, dommere og domsmænd/nævninge så de får indsigt i, hvordan ofre reagerer og dermed bedre kan bedømme troværdighed og beviser. Dertil en specialenhed i politiet til at efterforske sa gerne . Igen handler det om viden, men også om at prioritereefterforskningen.
- Ofrene skal have en bedre retsstilling så de har ret til indsigt i sagen og mere støtte både før og efter som det er nu, betragtes de kun som vidner i sagen.
- Bedre hjælp til dem, der ikke anmelder. Dvs en opprioritering så ofre får mulighed for mere og hurtigere psykologhjælp.
Disse forslag gælder stadig. Vi håber at du som ny retsordfører vil sætte ofre for seksualiserede overgreb øverst på dagsordenen, så de ikke skal kæmpe så hårdt for at få hjælp og retfærdighed, som det sker i dag.
SAMTYKKELOVGIVNING
Grevio som er overvågnings institutionen for lstanbulkonventionen har gentagne gange opfordret Danmark til at indføresamtykkelovgivning.
Nogle af de bekymringer der har været fremme når man taler om samtykkelovgivning er om der så er tale om omvendt bevisbyrde. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. I de andre lande i EU hvor samtykkelovgivninger indført, har man heller ikke indført omvendtbevisbyrde.
Vi mener at samtykkelovgivning kan gøre en stor forskel for ofre. Det har flere af dem, der skriver ind til os i hvert fald gjort opmærksom på.Blandt andet reaktioner fra pårørende og politi og ikke mindst skam og skyld hos dem selv, kunne være anderledes ved at sætte fokus på at voldtægt er når man ikke har givet samtykke tilsex.
UDDANNELSE AF POLITI, SPECIALENHED, ANKLAGEMYNDIGHED M V.
Som følge af udspillet “Respekt for voldtægtsofre” fra januar 2016 har der været fokus på uddannelse af politi og anklagemyndighed. Desværre er uddannelsen ikke så omfattende og desværre er der ikke meget efteruddannelse omkring voldtægt . Det betyder, at der sidder en stor del af ansatte i politi og anklagemyndighed og domstole som fx ikke har viden, der kan have indflydelse på troværdigheds- og bevisvurderingen i disse sager.
En del af denne uddannelse burde fx være at se på forskningen, der viser at op til 70 % af ofre for voldtægt stivner /” fryser” i gerningssituationen og derfor er det man kalder “tonisk immobile” så deres muskler bliver ude af stand til at røre sig. Det er en overlevelsesmekanisme der stammer fra en del af hjernen som er udenfor bevidst kontrol – som sammen med frygten for at der kan ske noget meget værre gør, at ofre ikke modsætter sig en voldtægt.
Når man således skal vurdere troværdigheden og beviserne for voldtægt kan det have ind flydelse, hvis man ikke er klar over, hvorfor offeret ikke gjorde modstand – og offeret ved det ofte heller ikke selv.
Samtykkelovgivning vil kræve efteruddannelse og uddannelse, hvor der udover mere viden om normale reaktioner hos ofre, er brug for detaljeret indførelse i hvordan samtykke kan vises og bedømmes. I England har Crown Prosecution Service for eksempel lavet detaljerede vejledninger til anklagemyndigheden omkring, hvordan samtykke skal forstås og anvendes iretten.
Der er desværre flere eksempler på at bevissikringen og efterforskningen i voldtægtssager ikke er optimal. Det viste TV2 dokumentaren “Hvor er politiet” for nylig. Berlingske har også for nylig afdækket at anklagemyndigheden er presset ifht bla voldtægtssagerne. “Ansatte fortæller ifølge påbuddet (fra Arbejdstilsynet), at der er eksempler på frifindelser i sager, der burde føre til domfældelse”, at der forekommer fejl i anklageskrifter, og at der “ikke er tid til at forberede sagerne ordentligt, hvilket betyder, at anklagerne står uforberedte i retten.” og som der står videre “Nogle sager prioriteres højere end andre, heriblandt sager vedr. vold, våben og voldtægt. Anklagemyndighederne overholder her dets politisk bestemte frister, men ifølge påbuddet kan det kun lade sig gøre, fordi anklagerne »går meget på kompromis med kvaliteten«”. Det er bekymrende at en ny plan fra Justitsministeriet som skal nedbringe ventetiden for ofre for personfarlig kriminalitet med 20 % tilsyneladende ikke følges af flere ressourcer . Bekymrende fordi det kan risikere at medføre at flere sager end hidtil afvises eller man undlader at rejsesigtelse.
Flere af ovenstående udfordringer ifht viden og prioritering af efterforskning kunne muligvis imødegås med en specialenhed i politiet, der kan efterforske voldtægtssager.
BEDRE HJÆLP TIL DEM DER IKKE ANMELDER- OG DEM DER GØR
Selvom der er afsat midler til at få nedsat ventetiden på centre for voldtægtsofre, så er det vigtigt at der vedbliver at være fokus på at ventetiden ikke skal være lang. Særligt fordi så mange ofre udvikler problemer med angst og PTSD er det afgørende, at hjælpen kommer tidsnok og er omfattende nok. En del af dem der modtager hjælp ville gerne have mere hjælp og støtte. Det er et problem, hvis psykologhjælpen bliver omfattet af egenbetaling, fordi det kan afholde en del fra at søge den nødvendigestøtte.
FORSLAG TIL STYRKELSE AF OFRES RETSSTILLING
Vi opfordrer til at det indgår i arbejdet med at styrke ofres retsstilling om der kan gøres mere for at ofre følersigtilstrækkeligtinformeretomprocessenienretssag. Fxvilledetværeengodideat detikkeeroptil den enkelte bistandsadvokat at sørge for at anmode retten om en domsudsk rift . Det kan være et led i at komme videre efter en retssag, at man som offer får lov at læse domsudskriften og tiltaltes forklaring. Det må man nemlig ikke normalt , fordi man kun betragtes som vidne isagen.
Vi vil desuden opfordre til at man udvikler en mere bred forståelse af bevisvurdering, hvor fx vidner (både pårørende, professionelle og andre) der har været sammen med offeret efter overgrebet inddrages, og kan fortælle om reaktioner eller andre omstæn digheder, der kan underbygge bevisvurderingen af, om der har været tale om et overgreb.
Hvis du har brug for yderligere informationer eller vil have et møde med ESPDs bestyrelse, står vi naturligvis til rådighed.
Med venlig hilsen Zen Donen fra ESPDs bestyrelse
D. 12. oktober 2018
Kære Søren Pape Poulsen
Vi skriver til dig, fordi vi vil komme med nogle forslag til at forbedre forholdene for ofre for voldtægt.
Først og fremmest er det vigtigt, fordi ofre for voldtægt er nogle af de hårdest ramte af alle dem, der udsættes for kriminalitet. Undersøgelser viser at omkring 8 % soldater der har været i krig rammes af PTSD. For voldtægtsofre er tallene mellem 33 og 45 % – altså mere end 4 – 5 gange større end for soldater, der har været i kamp (1). Risikoen for en angstdiagnose er 6 gange forhøjet efter voldtægt. Voldtægt er en hændelse som påvirker ofrene så markant, at mange må regne med at leve livet med angst, genoplevelse af overgrebet og ikke mindst ændring af adfærd i dagligdagen samt hukommelsesforringelser og personlighedsændringer.
Samtykkelovgivning
Voldtægt er i dag kriminaliseret i dansk straffelov, men som en gerning der involverer vold eller trusler. Det betyder ofte, at offeret for at få sin sag til domstolene skal have tydelige mærker efter vold, og samtidig skal have gjort modstand eller råbt højt (nok). Alt for mange ofre for voldtægt anmelder slet ikke. Kun få af de anmeldte sager fører til dom. Vi anbefaler at Danmark følger Istanbulkonventionens krav og indfører samtykkelovgivning, som overvågningsenheden GREVIO også har opfordret til flere gange. Efter Istanbulkonventionen omfatter kravet om samtykkelovgivning alle typer voldtægter – ikke kun gruppevoldtægter eller voldtægter med stor aldersforskel mellem gerningsperson og offer, som det blandt andet er blevet foreslået af nogle. Alle typer voldtægter kan give livslange skadevirkninger.
Til slut i dette brev har vi vedhæftet 4 af de beretninger vi har modtaget på vores hjemmeside www.danmark.everydaysexism.com, som fortæller hvorfor samtykkelovgivning kan gøre en forskel for ofre.
Samtykkelovgivning er indført i mange andre lande i EU. Det indebærer ikke automatisk omvendt bevisbyrde, som det ellers er blevet fremført nogle gange. Udgangspunktet i strafferetten er altid at anklagemyndigheden har bevisbyrden, og det taler vi ikke for at ændre.
Uddannelse
Uanset om lovgivningen forbliver som den er eller ændres, så vil det gøre en stor forskel for ofre og for sagernes gang i retssystemet med (mere) uddannelse/efteruddannelse til politi og anklagemyndighed. Som følge af udspillet ”Respekt for voldtægtsofre” fra januar 2016 har der været fokus på uddannelse af politi og anklagemyndighed. Desværre er uddannelsen ikke så omfattende, og desværre er der ikke efteruddannelse om voldtægt. Det betyder at der sidder en stor del af ansatte i politi og anklagemyndighed som fx ikke har viden, der kan have indflydelse på troværdigheds- og bevisvurderingen i disse sager.
En del af denne uddannelse bør fx være at se på forskningen, der viser at op til 70 % af ofre for voldtægt ”fryser” i gerningssituationen, og derfor rent neurologisk bliver det man kalder ”tonisk immobile”, så deres muskler er ude af stand til at røre sig (2). Det er en overlevelsesmekanisme, der stammer fra en del af hjernen, som er udenfor bevidst kontrol – som sammen med frygten for at der kan ske noget meget værre gør, at en del ofre ikke kæmper imod fysisk ved en voldtægt.
Når man således skal vurdere troværdigheden og beviserne for voldtægt kan det have indflydelse, hvis man ikke er klar over, at ”frys”reaktionen er normal, og at fx en ”hullet” hukommelse og irrationel adfærd ikke er usædvanlig, når man har været udsat for et traume.
Samtykkelovgivning vil kræve efteruddannelse og uddannelse, hvor der udover mere viden om normale reaktioner hos ofre, er brug for detaljeret indførelse i betydningen af samtykke. I England har Crown Prosecution Service for eksempel lavet detaljerede vejledninger til anklagemyndigheden omkring, hvordan samtykke skal forstås og anvendes i retten. Vi anbefaler derfor, at man kigger på den engelske lovgivning, som inspiration. De har lang erfaring med at arbejde med samtykkelovgivning, og har oplevet en markant forøgelse af anmeldelser og domfældelser efter indførelse af samtykkelovgivning.
Psykologhjælp
Selvom der er afsat midler til at få nedsat ventetiden på centre for voldtægtsofre, så er det vigtigt at der vedbliver at være fokus på, at ventetiden skal være kort. Særligt fordi så mange ofre udvikler problemer med angst og PTSD er det afgørende, at hjælpen kommer tids nok og er omfattende nok. En del ofre ville gerne have haft mere hjælp og støtte. Det er et problem, hvis psykologhjælpen bliver omfattet af egenbetaling, fordi det kan afholde en del fra at søge den nødvendige støtte.
Ofres stilling i retssager
Vi opfordrer til, at det indgår i arbejdet hos Justitsministeriet, at der kan gøres mere for, at ofre føler sig tilstrækkeligt informeret om processen i en retssag. Fx ville det være en god idé at det ikke er op til den enkelte bistandsadvokat at sørge for at anmode retten om en domsudskrift. Det kan være et led i at komme videre efter en retssag, at man som offer får lov at læse domsudskriften og tiltaltes forklaring. Det må man ikke i dag, fordi man kun betragtes som vidne.
Vi deltager gerne i Justitsministeriets møder med interessenter eller i øvrigt i møder for at uddybe ovenstående.
Med venlig hilsen
På bestyrelsens vegne, forperson Anja Ellen Grue
Se diverse studier her:
- https://www.sdu.dk/da/om_sdu/institutter_centre/institut_psykologi/forskning/forskningsgrupper/videnscenter_for_psykotraumatologi/temasider/voldtaegt/litteratur
- https://obgyn.onlinelibrary.wiley.com/doi/abs/10.1111/aogs.13174
Beretninger:
Jeg var 16 år og udvekslingsstudent på krydstogt med min værtsmor. Han var voksen, ansat og fra Peru og ville vise en særlig flot udsigt. Det eneste jeg tænkte på undervejs var, at jeg håbede han ikke havde nogle sygdomme. Jeg skjulte de blå mærker bagefter og begravede det som en ‘dårlig’ oplevelse. Hvis samtykkelovgivning havde været en ting, så havde jeg ikke i 12 år tænkt at det var min egen skyld, men havde søgt hjælp tidligere – også fra mine nærmeste. Jeg har stadig kun fortalt det til min mand og min psykolog – og nu ESPD.
————————————-
Jeg blev voldtaget i december 2016 af en fyr jeg havde set i et lille års tid på det tidspunkt. Han kom fuld hjem til mig tidligt om morgenen efter en bytur med nogle fælles venner. Han ville have sex. Jeg ville sove. Han blev ved med at røre ved mig. Jeg blev ved med at afvise ham… Til sidst vendte jeg ryggen til ham og det lod til at han gav op. Jeg ved ikke hvor langt tid der gik, men jeg var i hvert fald faldet i søvn. For jeg vågnede ved at jeg lå på maven. Han havde taget min trusser af, holdt mig i nakken og var i gang med at have sex med mig. Jeg begyndte at græde og sige til ham at han skulle stoppe. Han reagerede ved at tage hårdere fat i min nakke og presse mit ansigt ned i puden, så jeg fik svært ved at trække vejret. Jeg holdt op med at gøre modstand og brugte min energi på at blive ved med at trække vejret. Efter han blev færdig rullede han om på siden og så slog det klik for mig: jeg kastede mig over ham og tæskede løs på ham… Derefter gik jeg ud bad; jeg sad derude i en time. Han lå og græd som et lille barn, da jeg kom tilbage. Al vrede forlod mig lige der og jeg endte med at sidde og trøste ham. Hvorfor jeg ikke anmeldte? Fordi han benægtede det bagefter: “Jeg vil ikke kalde det en voldtægt” sagde han. Fordi jeg har hørt og set nok kvinder blive anklaget for at gøre “dårlig sex” til voldtægter. Fordi han og jeg har en kæmpe stor fælles omgangskreds og jeg var så bange for, at de ville tro på ham. Fordi jeg godt ved, at det ikke er nok i en retssag, at det kan bevises at man har grædt og sagt nej. Det skal OGSÅ kunne bevises, at han godt vidste, at jeg mente det og ikke “bare var en del af legen”. Jeg er helt sikker på, at mine naboer hørte alt hvad der foregik den nat. Væggene er tynde som papir og vores soveværelser støder op til hinanden… Hvis lovgivningen havde været omvendt, hvis han havde været den der skulle svare på om det var sandsynligt, at jeg gerne ville have sex med ham, når nu mine naboer havde hørt mig græde og sige fra, så havde jeg måske turde anmelde, men som tingene er nu, så er man som ramt bedre stillet ved at lade være. I mit tilfælde kunne jeg vel i realiteten være blevet anklaget for vold, fordi jeg bagefter slog fra mig… (forkortet hele oplevelsen kan læses på hjemmesiden)
————————
Hvis vi havde en samtykkelovgivning, havde han måske ikke filmet mig uden samtykke anden gang, vi havde sex. Og måske havde jeg turde at være mere åben omkring det, hvis jeg ikke blev mødt af fordomsfulde kommentarer om, at det bare var min egen skyld, fordi jeg ikke sagde fra. Det handler nemlig om, at jeg skulle have sagt ja – akkurat ligesom første gang, vi gjorde det. Han har stadig billeder og videoer liggende af mig. Hvis vi havde en samtykkelovgivning, havde min læge måske ikke sagt til mig – efter jeg fortalte om et overgreb og videoerne – at jeg jo bare skulle blive bedre til at sige fra. Jeg sagde fra inden overgrebet, under overgrebet og efter overgrebet. Jeg sagde tydeligt, at jeg ikke havde lyst, og jeg lukkede min mund helt i, så han ikke kunne dyrke oralsex med mig…. Han kom mig i ansigtet og tværede det ud, efter jeg havde sagt, jeg ikke ville have hans sæd i ansigtet. Hvis vi havde en samtykkelovgivning, havde lægen nok ikke sagt, at jeg skulle blive bedre til at sige nej. Hvis vi havde en samtykkelovgivning, var han måske ikke blevet ved med at prøve at overtale mig til at give ham et handjob og have sex med ham. Jeg fortalte om oplevelsen til min veninde. Hun sagde “Hvad kan du også regne med? Det er jo en fyr fra Tinder? Er du sikker på, du sagde nej?” Hvis vi havde en samtykkelovgivning, havde fokus i samfundet; hos lægen, hos veninderne – måske i langt mindre grad ligget på, om hvorvidt man har sagt nej og gjort modstand, fremfor et fokus på om hvorvidt man har sagt ja… (forkortet, hele oplevelsen kan læses på hjemmesiden)
————————–
Hvis vi havde samtykkelovgivning, så havde jeg ikke sagt til min datter at hun ikke skulle anmelde sin voldtægt. Det er 2 år siden nu og hun har stadig angstanfald og frygter at se ham på gaden. Hun gik med ham hjem. Sagde at hun ikke var typen der havde sex på første date. Hun sagde nej og skubbede ham væk flere gange. Alligevel gennemførte han samleje med hende. Hun “frøs” da han først var inde i hende og råbte ikke højt. Han var ældre og større end hende. Hun siger at tiden gik i stå og hun ikke kunne forstå det skete – hun havde jo sagt at hun ikke ville. Med mit kendskab til systemet ved jeg at det var hende der ville blive “dømt” fordi hun ikke gjorde nok modstand. Fordi kulturen har lært vores drenge og mænd, at modstand ikke skal tages alvorligt og at et nej ikke betyder noget, når man har lyst til sex og hun er gået med hjem. For min datters skyld, men også for min søns ønsker jeg samtykkelovgivning.
Henvendelser vedr. psykisk vold
27. juni 2018
Input til definition af psykisk vold efter aktørmøde
Everyday Sexism Project Danmark takker for et godt aktørmøde den 22. juni, og for muligheden for at give yderligere input. Som alle var enige om på mødet i Justitsministeriet er udkastet et vældig positivt udgangspunkt.
Nedenfor fremsender vi en oversigt over de områder, vi gerne ser yderligere foldet ud og ekspliciteret i strafbestemmelsen af psykisk vold, som er baseret på de vidnesbyrd, ESPD har kendskab til. De fleste af pointerne blev nævnt på mødet, men for god ordens skyld sender vi dem også på skrift.
I forhold til selve paragraffen anbefaler ESPD, at man lægger sig op ad Istanbulkonventionen, som er mere åben end den af JM foreslåede.
Istanbulkonventionen artikel 33: Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt at forøve alvorlig skade på en persons psykiske integritet ved anvendelse af tvang eller trusler.
Begrundelse:
1) Konventionen er ikke begrænset til ’husstand’. Man kan godt udøve skade på en persons psykiske integritet uden at være tilknyttet husstanden, herunder tænkes også på lærere, pædagoger på et midlertidigt opholdssted samt stalkere mv. Det er i ESPDs optik en unødvendig komplikation også ifht til bevisførelse, at skulle determinere hvilken relation en gerningsperson har til forurettedes bopæl. Det afgørende er, om vedkommende har haft en kontakt, som er egnet til at forøve alvorlig skade på den forurettedes psykiske integritet.
ESPD har endvidere eksempler på at der i nogle sager anvendes andre personer til at deltage i stalking/chikane (= chikane by proxy). Det kan fx være i en højkonfliktskilsmisse, hvor et netværk af faderens bekendte, eller personer fra såkaldte ”fædrerettighedsgrupper” medvirker til omfattende chikane. Det kan også være kvinder, som har ytret sig i en debat, som angribes af en ”troldehær”, der fx over en længere periode chikanerer personen. Eksempler på chikane, hvor en større kreds af personer involveres, er fx, at ringe til vedkommendes arbejdsgiver og svine vedkommende til eller give dårlige anmeldelser af arbejdsgivers/vedkommendes virksomhed, give fejlagtig information til offentlige myndigheder, anmelde vedkommendes virksomhed til skat, indberette vedkommende til socialt tilsyn, bestille varer til levering, hacke vedkommendes computer, sprede private billeder og lignende. En omfattende chikane af denne karakter kan medføre, at offeret fx går ned med stress, så vedkommende ikke kan passe sit arbejde.
2) Der er et hul i lovgivningen vedrørende stalking, som man kunne udfylde ved ikke at begrænse psykisk vold-paragraffen til relationen til offerets husstand. Lige nu kan man få et tilhold for stalking, og kun hvis tilholdet overtrædes, kan man straffes. Og straffelovens § 266 om trusler henviser til, at man skal true med en strafbar handling, for at kunne straffes, hvilket giver en cirkelslutning, der udelukker straf for psykisk vold, hvis dette kun er strafbart, når man har tilknytning til husstanden.
ESPD foreslår inkorporering af Istanbulkonventionen Artikel 34 (fx som et stk. 2 til den foreslåede paragraf): Systematisk forfølgelse (stalking): Parterne træffer de lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at det er strafbart med forsæt gentagne gange at optræde truende over for en anden person på en sådan måde, at den pågældende frygter for sin sikkerhed.
3) Konventionens tekst går desuden videre end til ’styring af adfærd’. Derfor anbefaler vi, at der tilføjes skade på psykisk integritet, som er mere end bare, at en handling er egnet til at styre adfærd. Hvis man, efter at have været udsat for nedværdigende behandling, herunder fx at have fået at vide, at det var bedre, hvis man ikke eksisterede/aldrig var blevet født, får selvmordstanker, men undlader at handle på dem, kan det være vanskeligt at bevise adfærdens ’egnethed’ til at give sig udslag i selvmord eller selvskade. Det er desuden tvivlsomt, om det kan betragtes som ”styring af adfærd”, at offeret udvikler angst og stress.
4) Det ville være en fordel at bestemmelsen udover at nævne ”nedværdigende, manipulerende eller krænkende handlinger” tilføjede ”chikanerende”. Det kan være svært at opfylde kravet om ”nedværdigende, manipulerende eller krænkende handlinger”, hvis det eksempelvis handler om chikane by proxy (se ovenfor under 1). Men chikane kan volde stor skade på offerets psykiske integritet, uden nødvendigvis at kunne defineres som en ”nedværdigende, manipulerende eller krænkende” handling i sig selv (fx bestilling af større antal varer på internettet, klager over offerets virksomhed og beskeder om at gerningspersonen ved, hvor offeret befinder sig).
Derudover mener vi, at følgende bør inkluderes i uddybningen:
a) Det digitale område har brug for større fokus – kontrollerede adfærd og tvang sker ikke kun i det fysiske liv men i høj (og stigende) grad også på sociale medier/internettet, og konsekvenserne (eller frygten for mulige konsekvenser) kan være komplet uoverskuelige, hvilket i sig selv er en voldsom psykisk belastning.
b) En type chikane som er nævnt i udkastet, men som bør uddybes, foregår fra gerningspersonen mod offerets nærmeste eller andre i dennes nærhed. Som ovenfor anført kan det fx være chikane mod offerets arbejdsgiver, hvilket også er en belastning for offeret.
c) Vi bakker desuden op om, som det blev nævnt på mødet, at uddybelsen bør opdeles i afsnit for henholdsvis børn og voksne, da børnene ellers risikerer at ’forsvinde’ i voksenrelaterede problemstillinger.
d) Sidst men ikke mindst opfordrer vi til kønsneutral sprogbrug, også i danske lovbestemmelser, hvorfor vi anbefaler brugen af ’overgrebsperson’ i stedet for ’overgrebsmand’. Etymologisk er ’overgrebsmand’ kønnet, og det bliver ikke kønsneutralt af at sige, at det også gælder kvinder. I SDUs rapport om Vold og seksuelle krænkelser tilkendegav ca. 30% af de adspurgte mænd, at de blev udsat for partnervold – og ikke kun af en mandlig partner.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen for Everyday Sexism Project Danmark
11. juni 2018
INPUT til definition af psykisk vold
Everyday Sexism Project Danmark indsamler oplevelser i Danmark om pigers og kvinders oplevelser med sexisme, seksuel chikane og overgreb. Det er ESPDs holdning at definitionen af psykisk vold er vigtig at få ind i lovgivningen, og at der bør gives eksempler på hvad psykisk vold er i både vejledninger selve til loven, men også i vejledninger til fagfolk og personer der arbejder med ofre, samt i den brede offentlighed. Nedenstående er input til begge dele.
Psykisk vold er også sexisme.
Det er vigtigt at have med i forståelsen af psykisk vold, at en del af den, der rammer kvinder har en kønnet tilgang, som bunder i noget, der kan knyttes til vores kultur, som er fx kønsstereotyper, der nedvurderer kvinder og seksualiserer og objektiviserer kvinder, og som bagatelliserer psykisk vold ved at kalde kvinder, der klager over psykisk vold for overfølsomme, hysteriske og andre ord der ofte bruges, som har en kønnet sammenhæng.
Desuden bliver kvinder oftere end mænd kontrolleret og udsat for tvang, der har seksualiseret vold som tema, fx trusler om voldtægt. Det er endvidere i gentagne undersøgelser påvist at drab på kvinder af partner/eks-partner (hvilket er hyppigere forekommende end at mænd dræbes af partner/eks-partner) oftest har en forhistorie med psykisk vold.
Forebyggelse og problemhåndtering ligger dermed også i en tydeliggørelse af det kønnede perspektiv.Everyday Sexism Project Danmark har eksempler fra kvinder der bl.a. handler om:– At kønnet bruges til at marginalisere kvinder fagligt, sexistiske nedgørende bemærkninger i familien, i skolen og styring af kvinder økonomisk og gennem børnene.
– At kvinder udsættes for psykisk vold gennem myndigheder eller nærtstående. Det være sig stalking by proxy eller kontinuerlige anmeldelser af fx en mor til kommunen som chikane.
– At kvinder udsættes for kønnet tilsvining og forfølgelse på internettet, så de er nødt til at anonymisere deres profiler på sociale medier. Det kan være i form af gentagen påtvingelse af seksualiserede eksplicitte beskeder og voldtægtstrusler og beskrivelser af hvad en mand ved gøre ved kvinden, tilsvining omhandlende ord som sæk/bitch/luder/omgangshore/klamm kælling/referencer til kønsdele mv. Det kan også være i form af trusler om at offentliggøre private billeder og fotoshopping af kvindens ansigt ind i porno- og/eller voldtægtsscener.
Definition af psykisk vold.
Definitionen af tvang (som er nævnt i den danske oversættelse af bestemmelsen om psykisk vold i Istanbulkonventionen) er mere omfattende i den engelske forståelse af coercion, og coercion and control har en meget uddybet beskrivelse i det engelske legal guidiance ifht den nye bestemmelse i engelsk straffelov fra 2015, som man kunne lade sig inspirere af:
“A repeatedly or continuously engages in behaviour towards another person, B, that is controlling or coercive; A knows or ought to know that the behaviour will have a serious effect on B.”
I forhold til vejledning til loven, mener ESPD at der bør indskrives eksempler i vejledningen til loven – udover en kortfattet definition. Desuden bør der gives eksempler i andre vejledninger til fagpersoner der arbejder med problemstillingen.
Input til en sådan vejledning herunder:
Typer af kontrollerende adfærd og tvang kan omfatte, men er ikke isoleret til:
• at isolere en person fra familie og venner
• at frarøve personen adgang til at kunne møde deres daglige behov (fx mad, bad, hygiejneartikler, søvn)
• at frarøve personen adgang til arbejde eller offentlig transport
• at overvåge hvad personen bruger sin tid til – også på nettet og med gps
• at kontrollere hvad personen har på af tøj og hvilken adfærd de har og hvad de siger
• at kontrollere en persons adgang til at søge læge eller anden specialbistand
• at lave regler og aktiviteter som dehumaniserer, nedværdiger og ydmyger en person – i nogle tilfælde foran andre mennesker
• at kontrollere en persons økonomi fx ved at give begrænsede ”lommepenge” til bestemte formål
• gentagne gange at sige nedladende og ydmygende ting beregnet på at få en person til at føle sig værdiløs
• at tvinge en person til kriminelle aktiviteter eller at opføre sig dårligt evt misbrugende overfor børn for at undgå at personen går til myndighederne og føler det er vedkommendes egen skyld
• at true en person med drab, vold eller seksuel vold – evt udførelse af vold og seksuel vold som bruges til afpresning/trusler senere eller at true personens nærmeste med dette
• at true involverede børn evt som straf
• at true med at afsløre eller offentliggøre strengt private ting om en person
• at ødelægge ting, som er betydningsfulde for en person
Ovenstående er ikke en udtømmende liste, og det er vigtigt at have for øje at kontrollerende adfærd og tvang ikke blot forekommer i det fysiske liv, men også på nettet.
Med venlig hilsen
Everyday Sexism Project Danmarks bestyrelse
Henvendelser vedr. ulovlig billeddeling
Vedrørende hævnporno/deling af nøgenbilleder på nettet
Kære Retsudvalg
Først vil vi udtrykke vores glæde over, at hævnporno i sidste uge blev sat på dagsordenen med en høring i Folketinget.
Vi skriver til jer for at sikre, at de videre tiltag imod hævnporno bliver funderet på et velinformeret grundlag.
Indledelsesvis understreger vi, at der ikke blot er tale om ‘hævnporno’, som til en vis grad antyder at offeret har gjort noget der skal hævnes, men at der overvejende er tale om omfattende deling af nøgenbilleder uden samtykke fra offerets side. For overskuelighedens skyld bruger vi alligevel ‘hævnporno’ som samlebegreb i dette dokument. Derudover anerkender vi også at personer af begge køn, både drenge og piger, deltager i deling af billederne, men at ofrene først og fremmest er piger og kvinder.
Det er meget positivt, at der er kommet fokus på digital dannelse i folkeskolen og gymnasiet, og at straframmen for billeddeling uden samtykke er under re-evaluering, ligesom det til høringen i sidste uge blev slået fast, at det altid er billeddelerens skyld – ikke den der har taget billedet. Dog finder vi det dybt bekymrende at strafferammen for hævnporno ikke tages i brug, og at det i vores erfaring er meget få sager, der kommer længere end til anmeldelsen. Vi mener derfor at skal være betydeligt øget fokus på at dygtiggøre de relevante aktører til at håndtere sagerne.
Det er vores klare opfattelse, at der mangler uddannelse hos politiet i håndtering af seksuelle krænkelser online, og der mangler prioritering af denne type sager.
Til høringen blev der konstant undgået spørgsmål om, hvor mange sager, der har nået retten, og ifølge vores kilder og erfaring er årsagen, at det er så få, at det ikke er nævneværdigt. Det er ydermere vores erfaring, at ofre får at vide at denne slags sager er umulige at løse, når de anmelder krænkelsen, og det stemmer på ingen måde overens med den måde politiet fremlagde mulighederne for hævnporno- og billeddelingssagerne. Der blev sagt, at billeddeling uden samtykke ikke er en kompliceret forbrydelse at efterforske – så der bør være fokus på at finde ud af, hvorfor stort set ingen sager kommer for retten. Vi har fx fået afvist anmeldelser, som handler om at personer efterspørger nøgenbilleder af navngivne personer som kan identificeres (fx med adresse og profilbillede fra Facebook), fordi dette ikke i sig selv anses som en forbrydelse. Kan det virkelig passe, at dette kan gøres ustraffet?
Det skal undersøges om årsagen til at så få sager kommer for retten skyldes manglende prioritering, eller at den nuværende lovgivning ikke er klar nok til at kunne dømme efter.
Derudover er det essentielt for diskussionen at have et realistisk billede både af ofrene, og af hvem der krænker og hvorfor. Vi fandt ikke denne information tilfredsstillende til høringen. Billeddeling uden samtykke blev omtalt som et fænomen blandt unge, og som noget der foregår på folkeskolen og gymnasier. Hvad angår ofrene, er mange af disse ikke under ungdomsuddannelse, men videre i livet og ældre end 18 år. Dette blev kun anerkendt da snakken faldt på skilsmissepar, men det er stadig vigtigt, når man taler løsninger, også at inkludere den store gruppe kvinder, som ikke er under 18.
Det blev gentagne gange sagt af flere af de deltagende i høringen, at det er en tankeløs og uovervejet handling fra krænkerens side, og at det er unge og uvidende drenge, der ikke ved, hvad de laver, og hvilke konsekvenser deres handlinger potentielt har både juridisk og for offeret. Dette billede stemmer ganske enkelt ikke overens med virkeligheden. Den eneste fællesnævner for krænkerne er deres køn og deres kvindesyn. Alder og øvrig demografi er meget bredt defineret. Vi har set eksempler på drenge helt ned til 12 år, som deltager i den organiserede deling af hævnporno, men rigtig mange fuldvoksne mænd i 30’erne og 40’erne deltager også. Vi har talrige eksempler hos ESPD der viser, at der i den grad foregår organiseret og bevidst deling og efterspørgsel af hævnporno. Vi har flere eksempler på unge drenge, som konfronteret med at der kan være en straf, er ligeglade. Dels fordi de ved, de ikke bliver dømt, og dels fordi de synes at pigerne bærer det fulde ansvar for at billederne er blevet delt. Det tegner et billede af, at disse mænd og drenge både er bevidste om strafferammen og de fatale konsekvenser, det kan have for offeret, men at de er af den overbevisning at pigen selv ‘er ude om det’, og at det er en forbrydelse, der meget sjældent fører til retsforfølgelse. Det er for os at se et tegn på, at hævnporno er et biprodukt af en dybt skadelig og bekymrende kultur, og ikke et biprodukt af uvidenhed.
Vi foreslår at de videre tiltag skal være møntet på at fremme en holdningsændring i forhold til kvindesyn.
Det virker måske stort slået op, men hvis de videre tiltag imod hævnporno ikke er funderet på en anerkendelse af, at der hersker et grundlæggende skadeligt kvindesyn blandt disse krænkere, tror vi ikke på, at det vil være effektivt. Helt konkret manglede der i høringen fokus på den klare, kønnede slagside som hævnporno og billeddeling uden samtykke har. Det er et ret tydeligt bevis på manglende ligestilling, når talrige piger og kvinder oplever at få tilsendt dickpics fra vildt fremmede mænd, som ikke forventer nogle konsekvenser af deres handlinger, mens den samme pige eller kvinde skal frygte for årevis forfølgelse og udskamning for at have sendt et topløst billede til en kæreste, hun stolede på.
Følgende er et overblik over hovedpointerne fremført i dette brev:
- Krænkere er i alle aldre, og er fuldt ud klar over, hvad de gør, og hvilke konsekvenser deres handlinger kan have for ofrene. Denne pointe er den sørgeligste men også den fundamentalt vigtigste at fremhæve. Det giver nemlig et billede af den kultur, der hersker på området.
- Der er brug for en indsats målrettet holdningsskifte. Hævnporno er et biprodukt af en dybt skadelig og bekymrende kultur, og ikke uvidenhed. Der mangler forståelse for hvilken kultur, der ligger til grund for problemet i det videre arbejde med bekæmpelsen.
- Der mangler uddannelse i håndtering af seksuel vold også på nettet. Hævnporno skal ikke alene være ulovligt og strafbart, ofre skal også mødes med seriøsitet hos de enkelte politifolk. Der mangler uddannelse og prioritering i håndtering af sager om netbaserede overgreb. Vi ved at Rigspolitiets Cybercrime afdeling tager dette alvorligt, men reelt sker behandlingen af sager i de enkelte politikredse, som har en mildest talt varierende praksis og prioritering.
- Der er brug for flere midler til støtte til ofrene, for at de oplever at få hjælp, og ikke føler skyld og skam. Der skal tages hånd om de ramte, og der vil dels et støtteforum med juridisk vejledning dels netværksbaseret hjælp (at tale med andre i samme situation) være til kæmpestor gavn. Lige nu er der kun rådgivning til børn og unge under 18 år, og der findes ingen netværksbaseret hjælp.
Vi håber at vores input kan være med til at uddybe fakta og løsninger. I er meget velkomne til at kontakte os, hvis I har yderligere spørgsmål.
Mvh. Maria Lindbaum og Helena Iris Paludan Lütken
Everyday Sexism Project Danmark
Hævnporno indsats
Everyday Sexism Project Danmark har de seneste 10 dage løbende sendt anmeldelser til politiet for deling af nøgenbilleder – både af piger/unge kvinder under og over 18 år. Vi har fået tilsendt screenshots fra nogle af de mange forskellige grupper på Facebook, hvor billeder deles, og til din orientering har vi vedhæftet nogle af dem, så du også kan få en idé om, hvor udbredt problemet er. Dette er kun toppen af isbjerget, for langt de fleste billeder deles af medlemmer i grupperne i private chatfora.
Everyday Sexism Project Danmark opfordrer til at der oprettes et online rådgivningsforum for både voksne og børn i stil med norske www.slettmeg.no, og at der derudover bliver sat mere fokus på problematikken i deling af nøgenbilleder uden samtykke, og det faktum at det ikke blot er moralsk forkasteligt, men ligeledes ulovligt og strafbart. Dette fokus skal lægges i især folkeskolen og gymnasiet, men i høj grad også hos politiet, hvor det er vores opfattelse, at der på nuværende tidspunkt ikke er ressourcer til at efterforske det stigende antal anmeldelser af deling af nøgenbilleder uden samtykke. En forhøjelse af strafferammen sammen med en flytning af paragraffen om deling, hvor offeret er over 18 år til kapitlet for seksualforbrydelser, vil efter vores mening have en positiv indflydelse på, hvor højt sagerne prioriteres ligesom det vil give et kraftigt signal til gerningspersonerne om, hvor voldsomt denne forbrydelse kan indvirke på ofrenes liv.
Everyday Sexism Project Danmark har selv medlemmer, som har været udsat for hævnporno, og vi er i gang med at oprette en gruppe, hvor dem, der udsættes for dette kan finde et trygt rum at dele erfaringer og finde støtte. I Danmark lige nu findes der kun Red Barnets rådgivning, som ikke har et gruppeforum, og som ikke henvender sig til personer over 18 år. Sagen er at vi er en lille forening udelukkende drevet af frivillige og uden tilskud, hvilket derfor gør det vanskeligt at håndtere problemet optimalt. At blive udsat for at få sine private billeder delt og blive chikaneret, udstillet og antastet på internettet og i nogle tilfælde i virkeligheden som følge af hævnporno, er et overgreb på et individs seksualitet, krop og privatsfære, der har omfattende og langvarige konsekvenser for offeret, og det bør derfor tages langt mere seriøst end det gør på nuværende tidspunkt.
Som det er lige nu har ofrene, der hovedsageligt er unge piger og kvinder, intet sted at søge hjælp hvis de er over 18, og står ofte alene med problemet mod de store netværk, der deler deres private billeder. Dette er bagrunden for at vi opfordrer politikerne til at afsætte midler til at oprette rådgivningssider og et forum for ofre, der derigennem kan få hjælp til at tackle og anmelde overgrebene.
Derudover opfordrer vi også på det kraftigste til at politiet oplyses bedre om vigtigheden i at behandle disse sager, og får bevilliget midler til behandling af det stigende antal anmeldelser, så krænkerne bag forstår at deres handlinger har konsekvenser. På trods af det store omfang problemet har, er det nemlig i dag stort set straffrit at dele nøgenbilleder uden samtykke. Med venlig hilsen
Katrine Blom forkvinde for Everyday Sexism Project Danmark
Henvendelser vedr. sexisme i offentlig transport
Til Transportminister Hans Christian Schmidt.
Mange piger og kvinder udsættes for uønsket, ubehagelig og nærgående opførsel fra deres mandlige medpassagerer. Her er et par eksempler:
“I dag i et myldretidstog var der en mand som gramsede på min bagdel. Det var den her “ae/gnubbe” hånd der ramte min rumpe. Ikke kun når toget bumlede men sådan lidt for stabilt. Jeg fik ikke sagt fra, fordi jeg tidligere har gjort det hvor det blev meget ubehageligt. Jeg stirrede istedet olmt på ham – han lignede en som blev bustet – og det med hånden holdt sjovt nok op. Da jeg fortalte det til folk jeg kendte, blev jeg spurgt om ikke jeg kunne tage imod en kompliment …”
“Da jeg endelig er kommet på S-toget og er på vej hjem, sætter en mand sig ved siden af mig. Jeg sidder helt inderst og så langt mod vinduet jeg kan komme til. Da S-toget begynder at tømme ud for medpassagerer bliver hans fingre mere og mere persisterende ved med at røre ved mit lår. I starten tror jeg, at det er et uheld. Da han bliver ved er jeg ikke i tvivl om, at han rører ved mig med vilje. Jeg beder ham højlydt om “at være sød ikke at røre ved mig”. Han undskylder og står snart af toget.”
Everyday Sexism Project Danmark har mange mange flere lignende oplevelser i databasen, som omhandler piger og kvinder, som bliver udsat for seksuelle tilråb og befamlinger i offentlig transport – og det sker hver enestedag.
Sofie Hagen har i sidste uge med en enkelt statusopdatering om problemet selv indsamlet 40 oplevelser bare fra busser iKøbenhavn. Vi mener at vi står med et problem, som ingen rigtig har handlet på. Ligegyldigt hvad forklaringen er, så skaber det utryghed for rigtig mange i dagligdagen. Overordnet set er det et fælles samfundsanliggende, at man kan bruge den offentlige transport i tryghed, og derfor vil vi også gerne opfordre dig til at tale åbent om, at vi har brug for en kulturændring, så det ikke bliver den enkeltes hovedpine.
Vi ser også gerne, at der fra ministeriets side lægges pres på selskaberne for at gøre noget ved problemet. Det kan være med en kampagne. Det kan være med et nødnummer til selskabet, som man kan ringe på, hvis man bliver forulempet. Eller det kan være med et kursus for deres ansatte i at tage problemet alvorligt og hjælpe de passagerer, der henvender sig for at få hjælp.
Med venlig hilsen Katrine Blom, forkvinde for ESPD og Sofie Hagen.
Vedhæftet var 40 historier fra Sofie Hagen og 60 hisorier fra ESPDs database