Orange Together udspringer fra et ønske om, at alle passer på det frirum, som kendetegner atmosfæren og stemningen på festivalen. Problemerne med overgreb, er ikke større på Roskilde festival end andre steder, men kan udfordres af at mange tager afsted for at afprøve egne grænser.
På Roskilde Festival eksisterer en kultur, hvor mange dyrker og fremmer solidaritet, omsorg og tryghed. Derfor handler Orange Together om at understøtte frirummet og have respekt for hinanden, selvom man er afsted for at glemme hverdagens forpligtelser. Orange Together fokuserer på det unikke fællesskab der findes på Roskilde Festival; et fællesskab baseret på tillid til, at alle deltagere ønsker at bakke op om og passe på fællesskabet – som de fleste gør helt af sig selv.